Romaerne har en nødvendig stemme, der vokser sig stærkere

Romaerne har en nødvendig stemme, der vokser sig stærkere

Romaerne har en stemme, som med stigende styrke ytrer sig både politisk og kulturelt.

SLOVAKIET. Romapigerne i byen Kosice går ikke i skole. I stedet får de børn tidligt. - Foto: Jan Grarup

MALENE FENGER-GRØNDAHL, journalist, forfatter og foredragsholder.

Da jeg i foråret var i Serbien på ferie, besøgte jeg romaer, der levede under en motorvejsbro i Beograd.

De boede i slum og levede af at samle skrot. Et andet sted i samme land havde romaerne huse, men intet arbejde. Børnene blev diskrimineret i skolen, og dagen før mit besøg i en mindre serbisk by tæt på grænsen til Ungarn var en 17-årig dreng blev tæsket og efterladt i en vandpyt, hvor han druknede.

Overfaldsmændene var på hans alder – og nynazister. Ingen vestlige skrev om hans død eller om det liv, han trods alt nåede at leve. Ingen talte om at redde ham fra hans fangenskab, sådan som vestlige medier, politikere og privatpersoner gjorde, da ’den lyse engel’, Maria, for et par måneder siden blev opdaget i en græsk romalejr.

LÆS OGSÅ Hvem kan svine østeuropæere mest til?

De fleste husker nok historien om Maria – eller i det mindste den version, der nåede medierne i første omgang: En lys pige blev fundet i en græsk romalejr, formodentlig offer for menneskehandel.

Opstandelsen og forargelsen var stor. Fordomme om sigøjnere som børnetyve blev aktiveret, og der var bred enighed om, at den lyse engel måtte reddes fra sine mørke bortførere.

Da jeg i foråret var i Serbien på ferie, besøgte jeg romaer, der levede under en motorvejsbro i Beograd.

De boede i slum og levede af at samle skrot. Et andet sted i samme land havde romaerne huse, men intet arbejde. Børnene blev diskrimineret i skolen, og dagen før mit besøg i en mindre serbisk by tæt på grænsen til Ungarn var en 17-årig dreng blev tæsket og efterladt i en vandpyt, hvor han druknede.

Overfaldsmændene var på hans alder – og nynazister. 

Ingen vestlige skrev om hans død eller om det liv, han trods alt nåede at leve. Ingen talte om at redde ham fra hans fangenskab, sådan som vestlige medier, politikere og privatpersoner gjorde, da ’den lyse engel’, Maria, for et par måneder siden blev opdaget i en græsk romalejr.

LÆS OGSÅ Hvem kan svine østeuropæere mest til?

De fleste husker nok historien om Maria – eller i det mindste den version, der nåede medierne i første omgang: En lys pige blev fundet i en græsk romalejr, formodentlig offer for menneskehandel.

Opstandelsen og forargelsen var stor. Fordomme om sigøjnere som børnetyve blev aktiveret, og der var bred enighed om, at den lyse engel måtte reddes fra sine mørke bortførere.

Det viste sig dog siden, at Maria var romabarn, men albino. Herefter faldt interessen for den lyse engel – og for de mange, mange andre romabørn, der ligesom hun er fanget i fattigdom og slumkvarterer overalt i Europa. Kun få taler deres sag.

Blandt de få er European Roma Rights Centre (ERRC), der med base i Ungarns hovedstad, Budapest, taler romaernes sag ved at dokumentere overgreb og diskrimination imod denne Europas største etniske minoritet.

LÆS OGSÅ Sig nu krystalklart nej til racisme

ERRC er en vigtig stemme, som mange helst vil undgå at høre, men som netop derfor ikke må gøres tavs, men tværtimod skal gøres tydeligere og mere indtrængende. Det er en stemme, som vækker ubehag og dårlig samvittighed – eller værre endnu; irritation og bevidste forsøg på fortrængning.

Så meget desto mere er det vigtigt, at ERRC og centrets leder bakkes op, støttes, anerkendes og også gerne hædres. Derfor er det efter min mening fuldstændig oplagt og meget, meget glædeligt, at ERRC i dag modtager årets PL-pris på 100.000 kroner.

Prisen, der også er kendt som Politiken-Fondens frihedspris, er opkaldt efter Poul Lauritzen, medlem af den danske frihedskamp under den nazistiske besættelse, og den uddeles hvert år til ekstraordinære – ikke-voldelige – forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder.

Den øverste direktør for ERRC, Dezideriu Gergely, får PL-prisen ved et arrangement i Nationalmuseets festsal i dag. Der vil være musik, taler og sikkert også pindemadder.

Men først og fremmest vil der være mulighed for at høre en stemme, som heldigvis i disse år er ved at vokse sig stærkere, men som stadig mangler meget i styrke til at blive hørt tilstrækkeligt: romaernes stemme. Den stemme, der kan tale på vegne af de 10-12 millioner europæiske medborgere med romabaggrund.

Romaerne er mere marginaliseret og udsat for fordomme end nogen anden minoritetsgruppe i Europa og lider under den dobbelt undertrykkelse, der består i ikke at blive hørt og inddraget, men samtidig at blive talt om, nedgjort og udpeget som et problem og en trussel.

LÆS OGSÅ Rygter om returpenge lokker romaer til Danmark

Der er mange årsager til, at romaerne er så udsatte, og disse årsager er væsentlige at afdække og derefter forsøge at komme til livs.

Men det er også vigtigt at identificere og glæde sig over de ganske mange eksempler på, at romaerne – trods hårde odds – tager til genmæle mod hadsk tale og fordomsfulde angreb og selv aktivt og konstruktivt formulerer en vision for romaernes integration som medborgere i det moderne Europa.

Et af disse eksempler – og vel nok det stærkeste – er netop European Roma Rights Centre.

Derfor er det glædeligt, at årets PL-pris går til netop ERCC – for deres veldokumenterede og respektindgydende indsats for romaers rettigheder i Europa. En indsats, som ERRC med base i Budapest har udført siden 1996, og som har krævet en utrolig vedholdenhed fra centrets side.

LÆS OGSÅ S-ordfører: Rumænere skal stresses og straffes mest muligt

ERRC blev grundlagt af den ungarske menneskerettighedsaktivist og dissident Ferenc Koszeg, og hans tanke med ERRC var helt fra begyndelsen, at romaernes vilkår i det nye Europa skulle sikres via juridiske normer, som satte mindretals rettigheder på dagsordenen.

Håbet var, at ERRC ved at fokusere på juridiske rettigheder og tale romaernes sag også kunne vinde større folkelig forståelse for og støtte til romaernes sag.

ERRC har i snart tyve år arbejdet målrettet med fortalervirksomhed, forskning, politikudvikling og træning af romaaktivister og har ført hundredvis af sager for romaer, som har været udsat for diskrimination og forskellige brud på deres menneskerettigheder – hvilket blandt andet har

ført til, at der er blevet udbetalt et tocifret millionbeløb i erstatning til ofrene.

Det stærke ved ERRC er blandt andet, at de stædigt og vedholdende dokumenterer de overgreb og den strukturelle diskrimination, romaer udsættes for både i fattige og mere velhavende EU-lande. 

Rapporterne, pressemeddelelserne og de mange undersøgelser, som ERRC hvert år offentliggør, bærer præg af grundighed, indsigt og et konstant fokus på menneskerettigheder som den afgørende parameter, som romaernes fERRC insisterer på, at romaerne skal opfattes som borgere i Europa på linje med alle andre, og deres vilkår skal måles ud fra dette udgangspunkt – og ikke med udgangspunkt i fordomme om, at romaerne som nomader ikke ønsker eller har behov for samme standard inden for bolig, sundhed, uddannelse og erhvervsmuligheder som alle os andre.

LÆS OGSÅ Det vrimler med turister på gadehjørnet, der engang var livsfarligt

ERRC har især fokus på nutidige forhold, men baserer også sit arbejde på viden om romaernes historie i Europa, et absolut nødvendigt fundament, hvis man ønsker at forstå romaernes udsatte position og deres ofte meget dybe mistillid til majoritetssamfundet og dets institutioner.

Som baggrund for ERRC’s arbejde ligger indgående kendskab til de utallige eksempler på overgreb og diskrimination, som romaerne har været udsat for gennem historien. Op mod 500 års slaveri i det, der i dag er det nuværende Rumænien, mere kortvarige eksempler på slaveri i andre europæiske lande som Spanien, Rusland og England.

Tvangsfjernelse af børn, påstande om kætteri, spionage, hekseri og børnetyveri. Under Anden Verdenskrig blev romaerne forfulgt og forsøgt udryddet på samme måde som jøderne, og det menes, at i alt op mod 500.000 ud af cirka en million romaer i Tyskland og de tyskbesatte områder blev dræbt under holocaust.

Alene i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau døde over 20.000 romaer efter at have været holdt fanget i en særlig afdeling i lejren, som af nazisterne fik navnet ‘sigøjnerfamilielejren’. I løbet af en enkelt nat, mellem 2. og 3. august 1944, blev næsten 3.000 romaer henrettet i gaskamrene.

LÆS OGSÅ Danmark har i dag sendt 53 romaer med fly hjem til Serbien

Romaernes holocaust er endnu langtfra afdækket og dokumenteret i detaljer. Deres marginaliserede position har gjort det vanskeligt for dem selv at gå i spidsen med forskning og offentlige markeringer, og også det udbredte dødstabu blandt romaer har gjort det svært at få de overlevende til at berette om, hvad der overgik dem.

Dels har omfanget af jødeudryddelserne ’skygget’ for udryddelsen af romaer. Mens den tyske regering allerede i 1949 erkendte, at der havde fundet folkemord på jøder sted under Anden Verdenskrig, måtte romaerne vente til 1982 på en tilsvarende officiel anerkendelse.

Og det skete først, efter at en gruppe romaaktivister havde gennemført en sultestrejke i en af de tidligere koncentrationslejre, Dachau.

Denne sultestrejke og den politiske bevægelse, der siden er vokset frem blandt romaer rundtomkring i Europa for at dokumentere og skabe opmærksomhed omkring romaernes skæbne under Anden Verdenskrig, er blot to eksempler blandt flere på, at romaerne er begyndt at bryde med en lang tradition for ikke at stille krav og ikke at engagere sig i det magtpolitiske spil.

Et kendt romaordsprog kan oversættes til noget i retning af: Når hånden giver, så tag; når den vender sig for at slå, så løb. Dette ordsprog kan siges at opsummere en overlevelsesstrategi, som har udviklet sig i mange romamiljøer – belært af historiens tilsyneladende endeløse eksempler på, at majoritetssamfundet udgør en trussel snarere end en mulighed for medborgerskab.

Denne erfaring har fået mange romaer til at isolere sig og undgå forpligtende relationer med det omgivende samfund og dets institutioner.

En overlevelsesstrategi, der ikke helt uden grund har fået mange majoritetsborgere til at anklage romaerne for ’ikke at ville integrere sig’ og ’ikke at føle sig forpligtet af de love og regler, som alle må overholde i et moderne samfund’. Mange anklager også romaerne for at sætte sig selv i en offerposition og fralægge sig ansvaret for deres egen situation.

LÆS OGSÅ Danmark håndplukker stadig sine flygtninge

Denne anklage er dog på mange måder absurd. Så længe kendskabet til og anerkendelsen af de historisk og nutidige overgreb på romaer er så begrænset, er det svært at forvente, at romaerne vil vove sig ind i en mere forpligtende og risikabel relation til majoritetssamfundet.

Når romaer i Kosovo stadig er efterladt i lejre, som blev etableret som midlertidige opholdssteder under krigen i 1999; når romakvinder i Tjekkiet og Slovakiet blev steriliseret mod deres vilje helt op til år 2000 og efterfølgende blev nægtet erstatning, med henvisning til at sagerne var forældede.

Når romalandsbyer angribes af nynazister, uden at politiet griber ind. Ja, så er der utallige gode grunde til, at mange romaer stadig satser på isolation snarere end politisk engagement og integration som overlevelsesstrategi.

Ikke desto mindre er der romaer, der vælger at engagere sig i ngo-arbejde som ERRC’s – eller mere direkte i traditionel politik. Det opløftende er netop, at romaernes stemme ikke kan reduceres til ERRC, men er flerstrenget og med stigende styrke, bredde og dybde.

LÆS OGSÅ Rumænere: »Vi kommer her for at hjælpe familien derhjemme«

Desuden er det vigtigt at være opmærksom på, at romaernes politiske engagement og deres nationale identitetsopbygning trods alt har en historie, som går længere tilbage end ERRC’s. Allerede før Anden Verdenskrig hentede nogle romaer inspiration i den zionistiske opbygning af et jødisk hjemland i Palæstina.

I 1934 lancerede den selvudnævnte polske ’romakonge’ Mikael Kwiek en plan om at oprette et hjemland for romaer ved bredderne af Ganges, og i 1937 lancerede den nyudnævnte romakonge Janosz Kwiek en ny plan om at etablere et land for romaerne.

Han havde udset sig et område mellem Somalia og Abessinien (i det nuværende Etiopien), der var koloniseret af Italien, og han henvendte sig derfor til Mussolinis fascistiske styre for at anmode om lov til at etablere et romahjemland i kolonierne.

Der gik dog kun få år, før Kwiek blev henrettet af Mussolinis nazistiske allierede. Efter krigen genoplivede en af Kwieks bekendte, den rumænskfødte roma Vaida Voivod, ideen om et ’Romanestan’.

Voivod argumenterede for, at romaernes hjemland skulle etableres i det område af Frankrig, hvor han selv boede, eller i Somalia.

LÆS OGSÅ 70 romaer udvist til Serbien i dag: »Den største udsendelse i nyere tid«

Ingen af disse visioner var nogensinde i nærheden af at blive til virkelighed, og siden Anden Verdenskrig har de toneangivende romaorganisationer i Europa – modsat den jødiske diaspora – i højere grad satset på at blive anerkendt og respekteret som en nation uden land end på at etablere et nyt hjemland.

I 1971 afholdtes den første verdenskongres for romaer, og der valgte man et fælles flag, en nationalsang og en nationaldag, 8. april, som markeres i en række lande hvert år.

I 2011 blev der etableret en såkaldt international Roma Pride i oktober, en dag, som romaerne besluttede at markere for at sætte den fortsatte antiziganisme på dagsordenen og understrege, at romaerne er – og insisterer på fortsat at være – en del af den europæiske virkelighed.

Roma Pride, der henter inspiration i den amerikanske bøssebevægelse, blev etableret som en tværeuropæisk begivenhed. Et manifest, som beskrev den udbredte diskrimination mod romaer over hele Europa og krævede handling for at stoppe forskelsbehandlingen, blev forfattet og underskrevet af repræsentanter for roma-organisationer og menneskerettighedsgrupper i over 20 forskellige lande.

Siden er der sket flere ting. Blandt andet fik romaofrene for holocaust sidste år, ligesom de jødiske og de homoseksuelle ofre, deres eget mindesmærke i Berlin, og der er gennem de seneste årtier også etableret en række omamuseer i bl.a. Tyskland, Tjekkiet og Polen, hvor der er udstillingsafsnit om romaernes holocaust.

Et af museerne ligger i Brno, den by, hvor 250 romabørn i januar 1940 blev taget til fange og sendt til Buchenwald, hvor de blev brugt som

forsøgskaniner i nazisternes første eksperimenter med Zyklon B-gas.

LÆS OGSÅ Udvist rumæner: »Jeg er en god tyv«

Samtidig sker der en kulturel og politisk bevidstgørelse blandt især unge romaer. Kunstnere med romabaggrund har bidraget til en særlig romapavillon ved de seneste to Venedig Biennaler, og også inden for journalistik og filmkunst er der et stigende antal romaer, som gør sig gældende.

Og til næste år kan den ungarske romakvinde Livia Jaroka såmænd fejre 10-års jubilæum som medlem af Europaparlamentet.

Siden hun blev valgt ind i 2004, har hun talt romaernes sag – og opfordret både romaer og ikkeromaer til at gøre en indsats for at overvinde kløften af gensidig mistillid.

Romaerne har med andre ord en stemme, som med stigende styrke – men også med nuancer og bredde – ytrer sig både politisk og kulturelt. Det er en stemme, vi har savnet alt for længe – og en stemme, vi må lytte til – ikke kun i dag, når ERRC’s direktør taler ved modtagelsen af PL-prisen.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2157031/romaerne-har-en-noedvendig-stemme-der-vokser-sig-staerkere/#tocomment